Om høretab og behandling
Langt de fleste høretab kan der gøres noget ved
Det mest almindelige høretab er det aldersbetingede, som rammer de fleste af os. Jo hurtigere et høretab bliver behandlet, jo bedre chance er der for et godt resultat.

Lydkortet
Et høretab starter som regel i de lyse toner
Fuglesang, børnestemmer og de skarpe lyde i tale ligger i de lyse toner. Når de forsvinder, hører man stadig, at der bliver talt, men det bliver sværere at forstå ordene.
Alle lyde på skemaet er med.
Forskellige høretab
Et aldersbetinget høretab starter som regel i de lyse toner, og det bliver så ringere og ringere med årene. Ligesom vores andre sanser svækkes hørelsen også med alderen.
Der er også forskellige sygdomme på ørerne, der kan give høretab, fx kronisk mellemørebetændelse og otosclerose. De høretab kan variere meget, og langt de fleste bliver velbehandlede med høreapparater.
Der er også nogle arvelige høretab og nogle syndromer, fx Menière, hvor der som regel også skal høreapparater på. Nogle høretab kommer af skader som kraniebrud, dykkeruheld eller støjpåvirkning.
Høretab kan godt være en kombination, og der kan også være såkaldt tinnitus sammen med høretabet. Tinnitus er en lyd, der dannes indefra, og altså ikke en lyd, der høres udefra. Den kan variere fra umærkelig til næsten invaliderende.
Tinnitus er ikke altid let at gøre noget ved, men mange med høretab og tinnitus oplever en dæmpning af tinnitussen, når høreapparaterne er vel tilpassede.
Tilbehør er også en vigtig ting i dag, og teknologien er fantastisk. Man kan trådløst forbinde til sin smartphone eller tablet, og der kan være små fjernbetjeninger til høreapparaterne samt forbindelse til tv.

Valg og beslutning
Jeg rådgiver, men vi beslutter sammen
Ud fra høreprøven og de fysiske forhold rådgiver jeg dig om, hvad jeg mener er den bedste løsning. Høreapparater kommer i mange forskellige udgaver og priser, og jeg forklarer det hele på en klar og gennemskuelig måde.
Som privat høreservice behandler jeg ikke personer under 18 år eller høretab, der skal behandles på en audiologisk afdeling.

Behandlingen
Høreapparater, der sidder godt
Som regel er høretab på begge ører, og der kan være forskel på, hvor godt de to ører hører. Vi skal også have høreapparaterne til at sidde godt i og på dine ører.
De mest brugte høreapparater i dag er af typen RIC (Receiver In Canal). Højttaleren sidder i øregangen og er forbundet med en fin, diskret ledning op til selve høreapparatet bag øret. Der findes også andre typer, men det er nemmest at vise og forklare, når vi ses.
Høreapparaterne skal justeres til din hørelse, og tilvænningen kan variere fra person til person. Derfor er det godt at have pårørende, hjælpere eller plejepersonale med, så det kan forklares igen, når jeg ikke er der.
Vil du have din hørelse tjekket?
Ring og aftal en høreprøve hjemme hos dig.
